Byvandring med fokus på jødernes flugt via Dragør i oktober 1943

Beskrivelse: Museum Amagers fagpersonale tilbyder her en guidet rundtur i Dragør by med fokus på de flygtende jøder, der i efteråret 1943 måtte forlade Danmark og søge tilflugt i Sverige af frygt for at blive sendt i koncentrationslejr. Den guidede tur giver et overblik over optakten til flugten, og selve flugten og især hvilke forhold der gjorde sig gældende for Dragør som lokalsamfund, da der pludselig ankom hundreder af flygtende jøder med kurs mod Sverige. Hvordan reagerede lokalsamfundet? Hvem hjalp flygtningene? Hvorfor hjalp de dem? Spørgsmålene er mange og vil alle blive besvaret på en byvandring gennem Dragør, hvor der også bliver tid til at prøve at blive stuvet ned i Elisabeth K571, der er Danmarks sidste autentiske fiskekutter, der deltog i at sejle de danske jøder til Sverige.

 Byvandringen omfatter udover selve det faglige oplæg også to udfordringer til eleverne hvor de bl.a. vil blive bedt om at forholde sig til en række af de svære dilemmaer, de flygtende jøder befandt sig i.

Målgruppe: Fra 5. klasse og opefter

Hvornår: Hele året

Fag: Historie

Beliggenhed: Dragør