Hollænderbyens historie

Historien om den hollandske indvandring til Amager i 1500-tallet er sjov og spændende – men den er også svær at få redde på, for der er mange årstal og meget usikkerhed også blandt historikere, om hvad der faktisk præcist skete. Historien fortælles på den Gamle Museumsgård i St. Magleby - eller hollænderbyen som den tidligere kaldtes - der udgør den ældste del af Amagermuseet i dag.

Hollænderbyen på Amager
Godsejeren og historikeren Arild Huitfeldt (1546 - 1609) skrev i sin Danmarks Riges Krønike blandt andet følgende om de hollandske indvandrere:

 "1515 lod Kongen forhandle udi Vaterlandene udi Holland, at hid skulde indkomme nogle Hollændere at bo, hvilket han tilsagde i stor Frihed, og Foraaret 1516 kom nogle herind, hvilke han gav en By på Amager at bo på, kaldet Hollænderbyen, hvortil Dronningen meget hjalp, fordi det Folk særlige ved at omgaas Smør, Ost, Rødder, Løg, Hauger at anrette og Vildgaasefang, hvilket var Gavn for København By".

Christian IIs interesse for Holland
Det var under Christian II regeringstid i 1500-tallet, at de hollandske bønder kom til Amager. Christian II blev født på Nyborg Slot den 1. juli 1481. Som seks årig blev han hyldet som tronfølger i Danmark og besteg tronen som konge over Danmark og Norge i 1513. Under et ophold i Norge, kom Christian II i kontakt med en hollandsk forretningskvinde Sigbrit Villums. Hendes datter, Dyveke, blev kongens elskerinde. Det har formodentlig været en af baggrundene for Christians II’s store interesse for det hollandske , og måske også en medvirkende årsag til, at han i begyndelsen af sin regeringstid, inviterede en gruppe hollandske bønder til at slå sig ned på Amager. Allerede i 1514 blev han tilmed gift med Elisabeth, der tilhørte det magtfulde europæiske dynasti – Habsburgerne. Hun var søster til Karl VI, som regerede store dele af Europa, bl.a. Nederlandene. De var dygtige forretningsfolk og de dominerede meget af handlen i Europa. Så det er ikke underligt, at Christian II søgte inspiration her, da han planlagde at lave ændringer i sit rige – især ønskede han at svække adelens og rigsrådets magt.

Hvor mange indvandrere der kom til Amager, vides ikke med sikkerhed – kilderne er usikre, men der nævnes tallet 184. Vi ved ikke om der kom så mange, om det er enkeltpersoner, eller om det dækker over antallet af familier. Det er noget der stadig forskes i. Indvandringen er formodentlig afsluttet omkring 1521. I hvert fald udarbejdede Christian II et udkast til et privilegiebrev i 1521 til de hollandske indvandrere han ønskede skulle bo på Amager.

Men i 1523 kom indvandrerne i problemer, for Christian II tabte magtkampen med adelen og rigsrådet og måtte flygte ud af landet med sin familie og støtter. Dele af adelen stillede herefter krav om, at hollænderne skulle sendes hjem. Så galt gik det dog ikke. De hollændere, der havde bosat sig på Amager, fik lov til at blive. Men hvor de tidligere havde haft hele Amager, fik de nu kun den sydlige del af Amager. Der kunne de bo i "Grote Magle bii" – altså St. Magleby – også kaldet ”Hollænderbyen”.

Først i 1547 blev hollændernes særstatus igen anerkendt af den daværende danske konge Christian III. Christian III’s priviliegiebrevet gav hollænderne ret til at bygge og bo i St. Magleby.

Det fremgår også, at hollænderne skulle levere ”så mange Rødder og Løg, som behov gøres til Udspisning" til "Slottet København”. Amager udviklede sig med tiden til "Københavns Spisekammer", og den status blev bevaret de næste mange hundrede år.

”Holland eller Nederlandene”
”Holland” bliver på dansk i daglig tale brugt om det, der i dag officielt hedder ”Nederlandene”. Faktisk er Holland kun betegnelsen for den region, der udgør den nordlige del af Nederlandene.

Vi ved i dag ikke med sikkerhed, hvor de oprindelige indvandrere kom fra. Men vi ved, at de i samtiden er omtalt som ”hollændere”. St. Magleby, hvor de slog sig ned, blev omtalt som ”Hollænderbyen”. I samtiden er de altså blevet opfattet som ”hollændere”. Det er derfor også den betegnelse, vi bruger på museet i daglig tale.  Det betyder ikke nødvendigvis, at de kom fra den del af Nederlandene, der hedder Holland. Nogle forskere mener, at de kan være kommet fra den del af Nederlandene, der i dag udgør Belgien. Teorien hviler på den antagelse, at den gruppe Christian II inviterede til Amager som udgangspunktet var specialiserede grøntsagsdyrkere. Det ved vi reelt heller ikke, om de var, fordi vi har så få kilder til indvandringen. Men vi ved, at de i samtiden blev opfattet som "hollændere", og at denne overlevering er fortsat, som en stærk del af den lokale identitet.

Når vi taler om ”hollænderne” i St. Magleby nedenfor, menes derfor reelt selvfølgelig om efterkommerne af de hollandske – eller nederlandske – indvandrere.

Hollændernes privilegier - rettigheder og pligter
Hollænderne fik i første omgang ret til hele øen Amager med Saltholm. Den eneste undtagelse var kronens fiskerleje og fire gårde i Dragør. De danske fæstebønder, som indtil dette tidspunkt havde levet på Amager, måtte flytte til andre dele af Danmark.

Indvandrerne og deres efterkommere blev fritaget for hoveri (tvungent arbejde for adelen), og de skulle heller ikke betale tiende (skat til kirken). Blot skulle de betale en vis årlig sum til kronen og de skulle også stille sig til tjeneste, når kronen havde brug for kørsel eller krigstjeneste.

Det fremgår også af privilegiebrevet fra 1547, at hollænderne skulle levere " så mange rødder og løg, som behov gøres til udspisning” til slottet i København. Amager udviklede sig til "Københavns spisekammer, og den status blev bevaret de næste mange hundrede år.

Hollændernes måde at organisere deres samfund på, blev bibeholdt: De fik lov til at beholde deres eget retsvæsen, byggende på hollandske retstraditioner. Jorden kunne de dele imellem sig, sælge eller lade den gå i arv efter hollandsk skik. Ifølge hollandsk ret, havde også kvinderne mulighed for at arve. ”Danskerne” i Dragør blev også dømt efter hollændernes ret, og det var ikke særligt populært. St. Magleby's herredømme over Dragør bragte i det hele taget af og til sindene i kog i begge lejre.

Grøntsagerne – Københavns Spisekammer
Hollænderne dyrkede grøntsager og urter: hvidkål, rødkål, ærter, roer, løg, gulerødder, salat, spinat, selleri, persille, pastinak, timian og senere kartofler. Hertil kom kornsorter som rug og hvede. Samtidig slog hollænderne sig med tiden på produktion af smør, ost og æg.

På torvene i København blev produkterne afsat. Kvinderne tog sig af salget, og de skilte sig ud fra de øvrige med deres torvedragt, som skilte sig ud fra de andre kvinders dragt. (Man kan se torvedragten udstillet i Dragtudstillingen på den Gamle Museumsgård).

Som følge af deres privilegerede status og særegne kulturelle baggrund valgte de hollandske indvandreres efterkommere at leve for sig selv. Sådan gik det i 300 år. Men efterhånden ændredes det danske samfund sig, og presset på hollændernes efterkommere om at indordne sig, voksede. Men først i perioden 1817-1822 blev hollændernes selvstyre afløst af et byforstanderskab og sogneråd, og deres retsvæsen afløst af en birkedommer.

Men bevidstheden om den hollandske historie er stadig meget stærk i lokalområdet. Hollandske havne som Grith, Marchen, Leise, Leisbeth, Neel, Aght, Tejs, Theis, Cornelius, Dirch, Crilles, Claes, Jan og Geert er overrepræsenteret i forhold til indbyggertallet. Ligeledes lever de gamle hollandske efternavne videre i bedste velgående: Wybrandt, Zibrandtsen, Isbrandtsen, Villumsen, Raagard, Tønnesen, Jansen, Bacher og Schmidt.