Særudstilling: Vis os din Amagerhylde

Amagerhylden har haft sine op og nedture i danskernes indretning og bevidsthed. På denne udstilling kan du opleve amagerhyldens historie og udvikling – fra almuemøbel berømmet på Julius Exners genremaleri fra Store Magleby – og op til i dag, hvor vi genbruger, renoverer og genopfinder amagerhyldens funktion og betydning i vores hjem. Til udstillingen har vi lånt private amagerhylder med tidens nips. Vi udstiller museets egne hylder fra forskellige årtier sammen med fotografier fra gamle stuer. Endelig vil moderne kunstnere og designere vise nyfortolkninger af møblet.

Udstillingen kan ses på Nordgård i museets åbningstid frem til medio juni.