Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler statistik ind til forbedring af din brugeroplevelse. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her
Amagermuseets venner er en af støtteforeningerne for den selvejende institution Museum Amager, som driver Amagermuseet, Dragør Museum, Danmarks Lodsmuseum og Mølsteds Atelier. Som medlem af foreningen har du gratis adgang til museerne og kan deltage i 3-4 årlige arrangementer plus generalforsamlingen.
Hvert kvartal modtager du vores museumsblad, hvor du kan læse om kommende udstillinger og de særarrangementer, du som medlem har adgang til. Samtidig støtter du en forening med en lang og stolt historie.
Et individuelt medlemsskab koster kr. 125,- årligt.
”Øen Amagers historiske Samling”, som foreningen hed oprindeligt, blev oprettet i 1901. Formålet var at indsamle og frede, hvad der kunne være med til at belyse Amagers historie, som har sin særlige plads i danmarkshistorien, siden Christiern d. II i 1521 hentede 184 hollandske bønder til øen.
Amagermuseet har til huse i den gamle museumsgård, der blev købt til formålet i 1921, og på Nordgård, som blev en del af museet i 1973. Den gamle gård rummer en række faste udstillinger om den hollandske indvandring, fastelavnen på Amager og ikke mindst en meget stor og anerkendt samling af tekstiler, heriblandt en række oprindelige amagerdragter. Derudover viser museet forskellige gamle interiører, bl.a. i den intakte tømmerupstue fra Birkegården i Tømmerup.
På Nordgård er tiden skruet tilbage til starten af 1900-tallet, og de arbejdsopgaver, som bliver udført, er knyttet til gårdens traditionelle funktioner: Grøntsagerne klargøres til torvet; der laves historiske retter; i stalden muges ud; hønsene passes, dyrene fodres; der vaskes og meget mere.
I skolernes sommerferie og efterårsferie omdannes gården til en levende amagergård befolket med karle og piger, som ganske livagtigt holder gården i gang. Som medlem kan også du blive en del af den frivillige karle-pige-gruppe og være med til at levendegøre de gamle gårde.
I 1953 blev Amagermuseet statsanerkendt, og ved den lejlighed skiftede foreningen navn til Amager Museumsforening. Endnu en gård, Fadersminde, blev erhvervet i 2002. Den anvendes i dag til administration og skal huse det kommende magasin. Efter stiftelsen af institutionen Museum Amager i 2008 er det museumsforeningens opgave at skabe yderligere interesse for museerne og øget opbakning fra Amagers befolkning til de mange aktiviteter, som Amagermuseet byder på.
Bak op om museets arbejde
Har ovenstående vakt din interesse, kan du kontakte formand Bente Walløe Poulsen på mobil tlf.: 4029 6726
Onsdag den 12. marts kl. 19.30 på Nordgård, Hovedgaden 4 Hermed indkaldelse til generalforsamling i Amagermuseets Venner.
Dagsorden offentliggøres i Dragør Nyt uge 10, på Facebook »Amagermuseets Venner« og på Museum Amagers hjemmeside. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal fremsættes skriftligt til Bente Walløe Poulsen på bentewp@gmail.com Af hensyn til publicering på Facebook og på Museum Amagers hjemmeside bedes forslag sendt snarest muligt, men skal iflg. vedtægten være modtaget hos formanden senest 1. marts. Se venligst indlægget om sammenlægning af de tre foreninger på en af de foregående sider.
Efter generalforsamlingen serverer vi kaffe og kage, og hvis tiden tillader det, viser vi en af de mange film, som Dirch Jansen i tidens løb har produceret.
Begrundelse for vedtægtsændringen - se venligst museumsbladet for februar 2025
Ændringerne er fremhævet med rød skrift samt overstregning.
Foredrag ved Erik Gøbel, fhv. seniorforsker i Rigsarkivet. Onsdag den 23. april kl. 19.30 i Wiedergårdens festsal
Øresundstoldens regnskaber er en formidabel kilde til søfartens historie 1497–1857. Tolden gav kolossale indtægter til den danske statskasse, og man kaldte den med rette de danske kongers guldbjerg. På toldens allersidste dag, 31. marts 1857, viser regnskaberne, at dragørskipper Knud H. Walløe passerede Helsingør på sin skonnert »Waldemar« på vej fra Sicilien til St. Petersborg med en ladning appelsiner og citroner, men det var langtfra eneste gang, han passerede gennem Øresund. I foredraget skal vi dels høre om sundtoldregnskaberne, men især om Walløes lange spændende liv til søs på alverdens have og hjemme i Dragør. Foredraget arrangeres i et samarbejde mellem de tre støtteforeninger.