BARNDOM I DRAGØR

Ejnar Peter Rudolf Larsen blev født den 23. maj 1911 i Dragør. Hans far og flere onkler var fiskere lige som hans farfar, der kom fra Læsø. Men ellers har så godt som alle forfædrene i flere hundrede år været fra Dragør. Hans mors familie har boet i huset i Blegerstræde i 200 år. Ejnar Larsen havde elleve levende søskende, otte ældre og tre yngre. Pigerne kom i huset, og af de fem drenge var det kun Ejnar, og i en periode en af brødrene, der kom til at fiske. De andre kom i lære. Ejnar blev gift som 25 årig med Grethe Elisabeth Johansen, som også var fra Dragør. De fik fem børn, hvoraf dog kun sønnen Carl blev fisker. Ejnar har været med i fiskeriet lige fra dreng. Som 6-7 årig satte han selv ruser ”henne på nord”. Inden skoletid skulle han hjælpe sin far med at klare ålekroge og ”lægge kroge ned” d.v.s. lægge dem ordnede på krogbakkerne. I Dragør gik børnene i skole hver dag. På det område har de været fremmelige i Dragør.

TIL SØS OG HJEM IGEN

Det var en selvfølge, at Ejnar skulle være fisker. Men efter konfirmationen i 1926 kom han først ud at sejle med skoleskibet Georg Stage i seks måneder. Derefter kom han ud at sejle med DFDS som jungmand og letmatros. Han var fire gange i Middelhavet på Damperen Tomsk, hvor de sejlede med stykgods, mest vin og nødder. Herefter fik han hyre på damperen Texas, der sejlede på Nordatlanten. Skibet løb kun 6 mil i timen, så turen tog 4 til 6 uger at komme over. Der sejledes med papirmasse fra Norge. Ejnar købte et par gummistøvler i Amerika for fem dollars; det blev de første gummistøvler i Dragør.

Ejnars far døde allerede inden Ejnar blev konfirmeret, så efter et par år som sømand skulle han hjem til familien for at fiske. Hans mor var fiskerkone og gik med trillebør og solgte fisk. Disse fisk skulle de nu selv fange, så Ejnar startede med en hyre hos dragørfiskeren Jan Schmidt, og siden hos flere andre, bl.a. ”Vejkatten” (Edward Weichart). De fleste havde klinkbyggede halvdæksbåde på ca. 26 fod med 8 hestes Horsens motorer, eller andre af mærkerne Dan eller Meteor.

I 1936 blev Ejnar gift med en dragørpige, og i 1938 fik Ejnar bygget en fladbundet motorpram (5hk Søby benzin). Herfra satte han rejeruser, åleruser eller ålekroge som et godt supplement til familiens indtægt.

 

FODEN PÅ EGET DÆK

I 1942 fik han foden på eget dæk. Han lod da en båd bygge hos Hans Weber Jensen i Køge. Det var en klinkbygget halvdæksbåd på 28 fod med dam og en 25 hestes totakts Dan motor. Båden kostede 8000 kroner og motoren kostede også 8000 kroner. Fiskepriserne var blevet bedre, da krigen begyndte, og Ejnar havde kunnet lægge penge til side, så han kun behøvede lån til halvdelen af købesummen. Han var den første i Dragør, som fik fiskeribanklån. Desuden fik han 15% i rent tilskud. Da båden allerede var bestilt, døde Ejnars mor, så han måtte købe hendes hus. Han sov ikke i tre dage, men fik det ordnet, så han kunne låne penge af familien.

Hele sommeren 1942 Havde Ejnar og hans bror Louis fisket med ålekroge fra prammen på vest siden af Amager, som var ved at blive inddæmmet, og ved Mosede. De sov da i prammen under sejl. Den nye båd var færdig i september 1942, og ”Elisabeth K571”, som båden kom til at hedde, gjorde noget af årets sildesæson med.

 

I 1943 sejlede Ejnar Larsen danske jøder til Sverige. De blev landsat i Klagshamn mellem Limhamn og Falsterbo Kanal. Man fik 8. august 1944 oplysning om en forestående anholdelsesbølge, hvorefter Elisabeth med mandskab flygtede til Sverige via Bornholm. Kutteren fik svensk registreringsnummer og hjemsted i Trelleborg de sidste 9 måneder af krigen. Der fiskede de med sildegarn om efteråret og med torskekroge om vinteren. Torskefiskeriet foregik i svensk farvand. Det var ikke helt ufarligt. En tysk undervandsbåd dukkede en gang op på siden af dem, uden at der skete noget. Men det var også sket dagen før for en anden båd, hvor hele besætningen blev skudt. Nogle slap dog heldigere. Hos en fisker, som trak torskekroge alene, tog tyskerne 350 kilo torsk og gav ham en pakke tobak.

Det var en elendig olie, de fik i Sverige, skiferolie. Når motoren havde gået et vist antal timer, stoppede den og var helt tilkokset i topstykket og indsprøjtningen. De skulle så have en stang ind i tændhovedet for at banke koksen løs.

Efter krigen i 1946 begyndte man i Dragør at anvende armløse ruser i både åle- og rejefiskeriet. I 1956 begyndte Ejnar Larsen at bruge torskeruser i stedet for kroge, det var nemmere. I slutningen af halvtredserne kom nylonruserne, og i første halvdel af tresserne oplevede man de det bedste ålefiskeri nogensinde. Nylon var stærkere og nemmere at vedligeholde, så man kunne have flere ruser (omkring 1000), og sæsonen blev forlænget fra september til hen i december.

I 1962 fik kutteren Elisabeth K571 skiftet motor til en 35 hestes Hundested motor.

I 1964 fik kutteren ekkolod, et engelsk blinklod. Ikke for at lokalisere fisk, men for at kunne sætte garnene tæt op af grundene i den rette dybde.

I 1972 kom der radar på kutteren og på samme tid blev installeret en Sailor VHF skibsradio.

Ejnar Larsen havde meldt sig ind i Dragør Fiskeriforening i 1929. Hans far havde været med til at stifte foreningen 25 år før. Senere kom Ejnar i bestyrelsen og blev formand i 10 år fra 1959 til 1969. Han var med i flere andre fiskerirelaterede foreninger. Han var bl.a. med til at stifte Isværket i Dragør omkring 1970.

Ejnar Larsen døde i 1996. Hans søn Carl Larsen havde fisket sammen med ham, og alene, de sidste mange år. Han overtog kutteren og fiskede frem til 2002.


Ejnar P.R. Larsens søn, Bent Larsen: BARNDOMSMINDER

Jeg ved ikke nøjagtigt hvornår min far begyndte at hjælpe med til fiskeriet. Jeg vil gætte sådan i 10-12 års alderen, som jeg selv og min bror. Hans far var jo fisker. Og de havde altid brug for hjælp på landjorden, f.eks. til at klare kroge op og lægge ned. Det kunne ægtefæller og større børn hjælpe med til. Jeg ved det ikke, men jeg tror, at min farfar havde en pram udover en rigtig fiskerbåd. Ikke så store som senere både og vel heller ikke med motor, men kun sejl. Prammen kunne ros og stages. Blev nok brugt på lavt vand til at sætte rejeruser og ålekroge med om sommeren. Sikkert både på nord og sønder. Til dette kunne drenge bruges i skoleferien og efter skoletid.
     Min far var født i maj 1911 og var ikke fyldt 14, inden hans far døde i maj 1925. Han havde da 3 mindre søskende født 1913, 1914 og 1916. De ældre af søskendeflokken på 12, født 1900 - 1909, var sikkert alle fløjet af reden. Sådan var det jo dengang. Ud af skolen og tjene penge til april efter 7 års skolegang.
     Min farmor levede så af at købe fisk og sælge dem sammen med dem, min far fangede med prammen. Den var vist gammel og blev nok efter et par år erstattet af en min farmor fik forærende af et ægtepar på Nordstranden, hvor hun især solgte fisk om sommeren til landliggere. De havde vist inde i Bredgade en forretning, der handlede med brugt guld og sølv. Den hed "Kære Ven" og det hed prammen også. Hvordan min farmor klarede sig senere, da min far var ude at sejle med Georg Stage, med DFDS's skibe i Middelhavet og på USA, samt marinesoldat i 1931 på det nybyggede kongeskib, ved jeg ikke. Aldersrente kunne hun vel først få som 60 årig i 1933.
     Hvornår og med hvem min far begyndte at fiske med andre fiskere fra Dragør Havn ved jeg ikke, men op til krigen og til han selv fik leveret sin egen båd i sep. 1942, fiskede han med svogeren Jan Lundquist i dennes båd. Jan blev i øvrigt meget sur, da han hørte at far havde bestilt egen båd. Far fik sit eget skur i 1934, for at have plads til sine rejeruser og sildenæringer. Og fra 1937 eller 1938 forår, havde han sin egen motorpram opkaldt efter mig. Bygget ude i Badehotellets keglebane af Henrik Petersen.

     

Som jeg vist tidl. har oplyst, betalte han første gang havneleje for Elisabeth 15 kr. for perioden 18/9-42 - 17/9-43, selvom Amagerbladet 10/10-2017 fra museet oplyser, at den blev søsat i Køge 25/9-42. I følge hans gamle regnskabsbog var han i Gilleleje og fiskede makrel for 892 kr.

Han solgte første gang sin andel af sild fanget med Elisabeth 21/9-42 for 170 kr., 23/9 for 138 kr. og 3/10 for 280 kr.  

Hvor mange munde havde min far at mætte, da han bestilte båden i 1941. Vi en lille familie på 2 voksne og 2 børn på 2 og 4 år og boede Skipperstræde 10 i det lille hus søndre ende i stueetagen. Jeg tror kun, der var loft på 1.sal og mindes aldrig at have været der. Ude bagved var en lille bitte gård, hvor vi havde brændsel. Huset var ejet af konditor Georg Ibsens mor, der boede i den nordlige længe af huset med gavl ud til gaden. Jeg kan huske, at min mor fik et lille glas portvin, hver gang hun den første gik ind og betalte husleje. Ellers kan jeg kun huske, at aftensolen kom ind af gadedøren gennem et par salmiak formede små vinduer. Lidt længere på modsat side boede gartner Schmidt, inden han byggede nyt hus ude ved Engvælen. Han havde en hund der hed Smut, som engang huggede en steg sat til køling i vinduet hos et gammelt familiemedlem til min mor i nr. 5.
     Min mor arbejdede ikke så vidt jeg ved efter hun blev gift 6/9 1936 udover som medhjælp i fiskeriet og pasning af 2 små børn og snart gravid med 3. barn. Da mine forældre blev gift og jeg blev født, boede vi i Bymandsgade 34 på første sal hos tømrer Theis Johansen, som også var lidt i familie langt ude.
Min mor var født på det gamle bibliotek i von Ostensgade, kort tid før min morfar lod opføre villaen Kastanie alle 6. Fysisk bygget af hans svoger, gift med mormors søster kaldet tante Thora, boende Rønne alle 8.
     Min mor kom lige som min far ud af skolen som 14-årig. Flyttede hjemmefra som 17-årig til en plads i huset hos en urmager Bjerring på Frederiksberg. Efterfølgende flere andre steder på Frederiksberg og sidste udenbys sted en grosserer Fogh i Sundby til 1/4-35. Hvilke job hun havde i Dragør før og efter udenbys ved jeg ikke.
     Vort familieliv, var meget begrænset til den nærmeste familie, hvor jeg især kom sammen med mine fætre på mors side. Især kom jeg meget med min jævnaldrende fætter Ove Lundquist. Vi sad ved samme skolebord de første 5 år, før jeg gik i realen. Vi kom en gang årligt til spisning af haresteg hos elektriker Egon Svendsen, der var jæger og barndomsven med min far fra Bjergelav. Farbror Louis, som var med på Elisabeth, og havde overtaget min fars barndomshjem i Bjergelav, var nok den af fars brødre vi kom mest sammen med. Men de andre brødre Julius, Poul og Jacob kom vi også hos af og til. Samt en faster Erna i Kastrup, kan jeg huske vi flere gange var på besøg med toget. Min far havde 12 søskende og jeg havde 33 fætre og kusiner på min fars side og kun 17 på min mors side, efter 3 søstre. Nogle af disse drak vi ofte kaffe og saftevand med ude i Det nye Anlæg (det der nu til dags kaldes Wieders anlæg, men aldrig er døbt det) om eftermiddagen i den sydlige ende. Så kom far og svogrene derud når de kom hjem fra fiskeriet.
Kan kun huske en gang, at min far kom hjem fra bjergning. Han medbragte nogle plader chokolade, der havde ligget i saltvand. Papiret blev taget af og de blev formentlig skyllet under vandhanen, inden de blev lagt til tørre på pergamentpapir på stenpladen over hjørne kaminen. Så var det om at spise det inden det blev helt flydende.

Nogle gange, især når min mor ikke var hjemme og far skulle passe os, lavede han slikkepinde. Noget med sukker på en varm pande, iblandet havregryn, og så op i kræmmerhuse af pergamentpapir. Og til sidst en lille pind i snittet med lommekniv af optændingsbrænde. Nå det var et sidespring jeg kom til at tænke på, da jeg skrev på pergamentpapir.