I kølvandet på nederlaget i 1864 indså man i Danmark, at det ikke var muligt effektivt at forsvare hele landet, og at man derfor måtte revidere forsvarsplanerne i tilfælde af nye invasionsforsøg. Resultatet deraf blev, at man valgte at koncentrere militærets mandskab og materiel omkring hovedstaden København efter devisen om, at forsvaret af Danmark var forsvaret af København. Resten af landet blev meget sparsomt forberedt på invasion alt imens man omkring København iværksatte et enormt militært anlægsarbejde. Vestvolden, søfortene i Øresund og ikke mindst kystfortene omkring København skulle fremover udgøre den primære forhindring for potentielle fremmede invasionsstyrker. Resten af landet blev således mere eller mindre ofret alt imens man centrerede indsatsen omkring København. På sydsiden af København forlod man sig på Amagers kystfort samt i værste fald på Christianshavns befæstning.

Således så situationen ud, da Europa i sensommeren 1914 balancerede på kanten af storkrig og det pludselig så ud til, at det man frygtede mest nu kunne blive en realitet, og at forsvaret af København skulle tages i brug. Der var imidlertid sket meget på den militærteknologiske front siden bl.a. Vestvolden stod færdig i 1892. Ved en gennemgang af forsvarsværkerne på Sydfronten (Amager) stod det i sommeren 1914 klart for alle, at hvis Danmark blev inddraget i en kommende konflikt var København totalt blottet, hvis et angreb på byen blev gennemført over Amager. Kystfortene langs Amagers Øresundskyst, hvoraf ikke engang alle var færdigbyggede, var ganske enkelt ikke tilstrækkelige til realistisk set at kunne afvise et storstilet angreb, og hvis først fjendtlige styrker blev landsat i området stod kun Christianshavns håbløst forældede forsvarsværker i vejen for fjendens indtog i den danske hovedstad.

Så snart de første skud blev affyret i storkrigen, der kom til at blive kendt som Første Verdenskrig, besluttede man derfor øjeblikkeligt, at etablere en forsvarslinje på tværs af Amager i et forsøg på at dæmme op for en eventuel fjendtlig invasion. Stillingen blev trukket fra Øresundskysten, syd om Maglebylille, syd om Tømmerup og endte på kysten ved Køge Bugt. Landbrugsjord blev i al hast eksproprieret, sikringsstyrker udskrevet i tusindvis, pigtrådsspærringer trukket, skyttegrave etableret og feltbefæstede kanonstillinger bygget således, at man få dage efter krigsudbruddet havde en fuldt bemandet forsvarsstilling på tværs af Amager, klar til at tage imod et eventuelt angreb.

Angrebet kom imidlertid aldrig og mens man ventede på krigen der aldrig kom til Danmark kunne man på basis af indrapporteringer fra især Vestfronten i Frankrig og Belgien gøre sig en række erfaringer, der snart kom til at tvinge det danske militær til at revurdere forsvarsstillingerne på Amager. Kampene om især de gigantiske fortanlæg i Belgien viste med al tydelighed, at især det tyske belejringsartilleri var af en kaliber som man fra dansk side slet ikke havde regnet med. På afstand havde de enorme tyske kanoner pulveriseret de belgiske anlæg og man frygtede nu, at det samme kunne blive aktuelt hvis krigen kom til Danmark. Som forsvarslinjen på Sydfronten (Amager) så ud med den eksisterende forsvarslinje, syd om Maglebylille og Tømmerup, ville en landsat fjendtlig styrke slet ikke behøve rykke frem og tage kampen op med de danske styrker i de nyetablerede stillinger. På sikker afstand ville de, efter at have nedkæmpet kyststillinger som Dragør Fort, kunne stå på distancen og ind over de danske stillinger beskyde centrum af København med langtrækkende artilleri. Den tidligere prioritering af at møde fjenden til lands efter en landsætning blev derfor hurtigt skrinlagt til fordel for planer om at etablere en ny forsvarslinje, denne gang helt ude langs Amagers sydkyst for på den måde at forhindre en landsætning og et efterfølgende langtrækkende artilleriangreb. I slutningen af 1915 etablerede man derfor en ny pigtråds- og skyttegravslinje, strækkende sig fra Dragør, syd om Amager og ud til de nye kanonstillinger i skovområdet Kongelunden ud mod Køge Bugt.

Ved Køge Bugt skulle især Kongelundsbatteriet med sine 28 cm. kanoner samt to supplerende kanonstillinger med henholdsvis 12 og 21 cm. kanoner, i samarbejde med tilsvarende stillinger på sjællandssiden, bl.a. dække indsejlingen til København via Køge Bugt. Den rivende udvikling i især den tyske og britiske flåde havde nemlig gjort København sårbar over for bombardementer fra søsiden, hvor man havde måtte erfare, at de største moderne slagskibe ville kunne ligge på sikker afstand af det relativt bedagede danske artilleri og skyde helt ind til Kongens Nytorv uden at de danske stillinger kunne besvare ilden effektivt. De nye stillinger i Kongelunden blev derfor i al hast bygget til at dække både Køge Bugt imod langtrækkende artilleriangreb, men samtidig også imod landsætning af fjendtlige styrker.