Amagermuseets venner

Amagermuseets venner er en af støtteforeningerne for den selvejende institution Museum Amager, som driver Amagermuseet, Dragør Museum, Danmarks Lodsmuseum og Mølsteds Atelier. Som medlem af foreningen har du gratis adgang til museerne og kan deltage i 3-4 årlige arrangementer plus generalforsamlingen.

Hvert kvartal modtager du vores museumsblad, hvor du kan læse om kommende udstillinger og de særarrangementer, du som medlem har adgang til. Samtidig støtter du en forening med en lang og stolt historie.

Et individuelt medlemsskab koster kr. 125,- årligt. 

Foreningens historie

”Øen Amagers historiske Samling”, som foreningen hed oprindeligt, blev oprettet i 1901. Formålet var at indsamle og frede, hvad der kunne være med til at belyse Amagers historie, som har sin særlige plads i danmarkshistorien, siden Christiern d. II i 1521 hentede 184 hollandske bønder til øen.

Amagermuseet har til huse i den gamle museumsgård, der blev købt til formålet i 1921, og på Nordgård, som blev en del af museet i 1973. Den gamle gård rummer en række faste udstillinger om den hollandske indvandring, fastelavnen på Amager og ikke mindst en meget stor og anerkendt samling af tekstiler, heriblandt en række oprindelige amagerdragter. Derudover viser museet forskellige gamle interiører, bl.a. i den intakte tømmerupstue fra Birkegården i Tømmerup.

På Nordgård er tiden skruet tilbage til starten af 1900-tallet, og de arbejdsopgaver, som bliver udført, er knyttet til gårdens traditionelle funktioner: Grøntsagerne klargøres til torvet; der laves historiske retter; i stalden muges ud; hønsene passes, dyrene fodres; der vaskes og meget mere.

I skolernes sommerferie og efterårsferie omdannes gården til en levende amagergård befolket med karle og piger, som ganske livagtigt holder gården i gang. Som medlem kan også du blive en del af den frivillige karle-pige-gruppe og være med til at levendegøre de gamle gårde.

I 1953 blev Amagermuseet statsanerkendt, og ved den lejlighed skiftede foreningen navn til Amager Museumsforening. Endnu en gård, Fadersminde, blev erhvervet i 2002. Den anvendes i dag til administration og skal huse det kommende magasin. Efter stiftelsen af institutionen Museum Amager i 2008 er det museumsforeningens opgave at skabe yderligere interesse for museerne og øget opbakning fra Amagers befolkning til de mange aktiviteter, som Amagermuseet byder på.

Bak op om museets arbejde

Har ovenstående vakt din interesse, kan du kontakte formand Bente Walløe Poulsen på mobil tlf.: 4029 6726 

Arrangementer

 

Generalforsamling 2024

Amagermuseets Venner

Onsdag den 20. marts kl. 19.30 på Nordgård,

Hovedgaden 4, St. Magleby

Dagsorden i henhold til vedtægterne:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning - herunder status fra museumslederen.

         a. Museumsleder Søren Mentz

         b. Formand Bente Walløe Poulsen

        3. Regnskab for 2023

        4. Forelæggelse af budget for 2024

        5. Indkomne forslag: Ingen forslag er modtaget.

        6. Fastsættelse af kontingent

        7. Valg til bestyrelse inklusive suppleanter og revisor

        8. På valg er: Gert Chrilles Jensen, Jannik Elmegaard, Bente Walløe Poulsen, Dirch Schmidt,

            Gry Dandanell Ohrt. Suppleanter: Marchen Scott Magle Pedersen, Marchen Leth. Revisor: Jakob Larsen.

        9. Eventuelt

Efter generalforsamlingen drikker vi en kop kaffe og herefter tager vi et nostalgisk trip 16 år tilbage og ser filmen ”500 år med amagergrøntsager”. Filmen er optaget i anledning af Amagerlands Producentforenings 100-års jubilæum.

Vel mødt til generalforsamlingen!

Bestyrelsen for Amagermuseets Venner


Latrin, hvidkål, landliggere og kemikalier

Foredrag ved journalist Niels Jensen.

Onsdag den 24. april kl. 19.30 på Nordgård, Hovedgaden 4.

Latrin fra Københavnerne blev til hvidkål til russerne er en del af emnet for et foredrag af Niels Jensen, journalist, forfatter og foredragsholder. I 1907 åbnede Amagerbanen mellem Amagerbro og Dragør – en af landets mest særprægede jernbaner. Den anlagdes først fremmest af hensyn til de mange fabrikker langs Amager østkyst, men kørte også med passagerer. I 1920’erne og 1930’erne var banen af stor vigtighed for landbruget omkring Store Magleby. Banen sluttede med at køre med gods. Foredraget bygger på en stor samling billeder fra Amagerbanens dagligdag, beretninger og arkivstudier.

Foredraget varer ca. 2 timer inkl. kaffepause.