Elisabeth K571 - sejlende Danmarkshistorie

Museumskutteren Elisabeth K571 ligger til kaj i Dragør Gl. Havn og er et af de få kendte tilbageværende skibe i Danmark, som deltog i transporten af flygtninge fra det besatte Danmark til det neutrale Sverige i oktober 1943. Det skønnes, at omkring 700 jødiske flygtninge kom til Sverige fra Dragør. Elisabeths skipper, Einar Larsen hjalp omkring 70 flygtninge over sundet, inden han selv var nødt til at flygte i 1944.

Elisabeth K571 repræsenterer en vigtig og dramatisk del af dansk historie og om redningen af de danske jøder i 1943. Men kutterens historie rummer også en fortælling om en fiskerikultur, der engang var en del af Dragør, men som i dag stort set er forsvundet.

Efter Dragør Museums overtagelse af kutteren i 2003 blev den restaureret og ført tilbage til det udseende, den havde ved søsætningen i 1941. I 2007 blev Dragør Museum en del af Museum Amager. I dag er Elisabeth en sejlende kulturarv og en vigtig del af havnemiljøet i Dragør havn.

 

Åben kutter

Lørdage og søndage kl. 14-16 fra den 24. juni til 13. august er der åben kutter. Kom ombord på den historiske kutter og tal med folkene fra Elisabethlauget, der kan fortælle alt om kutteren og dens historie.